Kaikado - Eksklusive tebeholdere

Jeppe Ottosen
02 Jul , 2020

I T-house hylder vi håndværket, hvad enten det er teen, keramik eller tebeholdere.

Vi har fundet nogle utroligt flotte tebeholdere i Japan, som vi gerne vil give vores kunder mulighed for at købe. Det viste sig dog at være nemmere sagt end gjort.
For godt et år siden kontaktede vi firmaet Kaikado med henblik på at sælge deres produkter. Beskeden var klar - du kan ikke få lov at sælge vores produkter før du har en fysisk butik, og når den er etableret, vil vi gerne se billeder af butikken og hjemmesiden før du får lov. Samtidigt må du ikke sælge vores produkter online.
Da butikken og hjemmesiden var etableret, fik vi lov at forhandle deres produkter, dog er der en leveringstid på produkterne på 8 måneder.
Om det skyldes coronakrisen eller en mere effektiv produktion, så har vi nu fået de bestilte varer hjem fra Kaikado 6 måneder efter bestilling.

Lidt om Kaikado

Kaikado har lavet håndlavede japanske tebeholdere, kaldet chazutsu på japansk, siden 1875. Beholderne er utroligt stilrene, og passer godt ind i dansk arkitektur og design. Gennem fantastisk håndværk bliver tebeholderne udformet, så de slutter fuldstændigt tæt. Det kræver mellem 130 og 140 trin at lave én dåse i hånden.

Dåserne er lavet enten i kobber, messing eller tin, hvor jeg har hjemtaget dåser i kobber og messing. Tedåserne er fuldstændigt tætsluttende med dobbelte vægge, et indre og et ydre låg.

Så har du teer, som du gerne vil forkæle med gode opbevaringsforhold? Og vil du samtidigt have en smuk tebeholder, som bare bliver flottere og flottere med alderen, så tjek disse billeder ud, og kom ned i butikken og se dem.

Leave a Reply

All blog comments are checked prior to publishing