Bæredygtighed og coronakrise – fokus på Nepal

Jeppe Ottosen
30 Sep , 2020

En af Nepals store styrker er, at de laver fantastiske teer! Intet mindre. Hvad har det med bæredygtighed og coronakrise at gøre?

Nepal er et af verdens mindst udviklede lande[1], og samtidigt er det et land, der geografisk er placeret med en stor risiko for naturlige katastrofer. Landet blev i 2015 ramt af et stort jordskælv, og løbende rammes det af oversvømmelser, store jord-/mudderskred, brande, tørke m.m.[2] Befolkningen er dårligt uddannede og de hygiejniske vilkår har også svære kår. Derfor rammer epidemier også landet med stor kraft.

Jeg vil gerne støtte en bæredygtig udvikling af Nepal, og jeg synes, at den bedste måde man kan understøtte en bæredygtig udvikling, er gennem handel på gode vilkår. Dermed bliver befolkningen understøttet i, at de selv kan gøre en forskel og de opnår en styrke og en stolthed til at fortsætte det gode arbejde.

Jeg har fundet et nepalesisk kooperativ, som ud over at producere te, også hjælper med at bekæmpe fattigdom, sørger for uddannelse af befolkningen og understøtter en bæredygtig udvikling af samfundet gennem en fond. Fonden har p.t. støttet 93 studenter med undervisning i form af betaling for udgifter til undervisning og bøger. I alt har de støttet 2400 studenter gennem tiden. Fonden har også bidraget med at bygge en skole. Derudover er der flere projekter, som ”lån en ko”, som både giver kalve og mulighed for at sælge mælken og skaffe føde til befolkningen.

I forbindelse med Coronakrisen er landets teproduktion blevet ramt som følge af nedlukning af landet, udgifter til test, personligt beskyttelsesudstyr, medicin m.m. Det har betydet en reduktion i produktionen af te og store vanskeligheder i forhold til både lokal og international distribution. Oven i disse vanskeligheder har der også været et stort jordskred, som har skyllet en vigtig vej væk. Alt dette har betydet, at de har oprettet en særlig fond til at dække corona relaterede udgifter for tebønderne. Rotary Odense City har hjulpet fonden med et bidrag på kr. 5.000. Jeg har personlig hjulpet med et mindre bidrag og ikke mindst ved at købe deres te.

Heldigvis er teerne intet mindre end fantastiske!

Teen vokser i 1800 meters højde og kultivarerne (varianten af teplanterne) er de samme, som i naboområdet Darjeeling. Den hvide te har jeg i både en silver tip version (kun topskud) og deres fantastiske white Prakash. Af grøn te har jeg deres Kanchanjangha verde, som er en dejlig let ristet grøn te, som giver en fyldig kop grøn te med en underliggende sødme. Deruodver er der en skøn oolong, som er ca. 70% oxideret. Sidst, men ikke mindst – la piece de resistance – en fyldig sort te, der dufter af tobak, men har en fyldig og rund smag af bagt frugt og honning.

Hvis du vil støtte en bæredygtig udvikling af Nepal, kan jeg kun opfordre til at købe deres teer. Det er bestemt ikke kun til gavn for dem 😊

 

 

 

 

[1] https://www.britannica.com/place/Nepal

[2] http://www.ncdm.org.np/home_aboutus.php

Leave a Reply

All blog comments are checked prior to publishing